Juledonation fra Lions Aars giver håb og julestemning hos lokale familier.
Når julen nærmer sig, kan økonomien være særligt udfordrende for nogle familier. Derfor uddeler Lions Aars også i år en juledonation til værdigt trængende familier i lokalområdet. I alt doneres 40.000 kr., fordelt på 32 gavekort á 1.250 kr. til en dagligvarebutik.
Behovet for hjælp er fortsat stort, og klubben modtager hvert år flere ansøgninger om julehjælp. For at sikre, at donationerne når de familier, der står i den sværeste situation, samarbejder Lions Aars med Tove Dahl Frederiksen fra Vesthimmerlands Kommune. Hun har indsigt i de forhold, der gør sig gældende for familierne i postnummer 9600 – det område, hvor klubbens midler skal gøre gavn.
– Julen er en tid, hvor fællesskab og omsorg fylder ekstra meget. Vi ved, at der er familier her i området, som står i en presset situation, og derfor vil vi gerne bidrage til, at de får en mere tryg og glædelig jul, siger Erik Myrup, Lions Aars præsident. Det betyder meget for klubben, at vi gennem samarbejdet med Tove Dahl Frederiksen kan hjælpe præcis dér, hvor behovet er størst.
Tove Dahl Frederiksen glæder sig over donationen og det mangeårige samarbejde:
– Lions Aars gør en stor forskel for familier, der står i en vanskelig økonomisk situation. Gavekortene giver dem mulighed for at få en god jul – ofte i en tid, hvor der ellers må prioriteres benhårdt. Vi sætter stor pris på tilliden og samarbejdet med Lions Aars, udtaler hun.
Også de øvrige Lions-klubber i Vesthimmerlands Kommune yder julehjælp inden for deres virkeområder, og samlet set når hjælpen derfor bredt ud i hele kommunen.
Med årets juledonation håber Lions Aars at skabe lidt ro, varme og julestemning hos de familier, der har allermest brug for det.

Følg Lions